Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 10.30 en 24-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Den 24-årige er sigtet for fem tilfælde af grov vold og røveri begået i Højberg og Viby i februar.
Han er sigtet for følgende:
Et forhold begået natten til den 5. februar på Kjærslund i Viby, hvor han ifølge sigtelsen krævede penge af en 26-årig mand, som han stak i benet med en kniv
Et forhold begået natten til den 6. februar i en fastfood-restaurant på Ringvej Syd i Viby, hvor han truede en ekspedient til at udlevere penge fra kassen
Et forhold begået den 9. februar på Axel Gruhns Vej i Højbjerg, hvor han forsøgte at få penge af en buschauffør, som han stak med kniv
Et forhold begået den 9. februar på en p-plads i Rosenhøj, Viby, hvor han truede en taxachauffør med kniv for at få udleveret penge
Et forhold begået den 11. februar i Kjærslund, Viby, hvor han stak en mand i benet med en kniv
Østjyllands Politi har efterforsket sagerne intensivt, og det førte torsdag til anholdelsen af den 24-årige, som befandt sig i København. Anholdelsen skete i godt samarbejde med Københavns Politi.
I forbindelse med efterforskningen sendte politiet en efterlysning ud med billede, som blev bragt den 10. – og den 12. februar. Da efterlysningen ikke længere er aktuel, er billedet nu slettet, og vi anmoder medier og andre, som har bragt billedet, om at gøre det samme.
“Det har skabt stor utryghed i de områder, hvor episoderne er sket, så derfor er det en sag, vi har prioriteret højt og brugt en del kræfter på at opklare. Den intensive efterforskning førte os til den 24-årige, som vi mistænker for at stå bag de grove røveriforhold, og med god hjælp fra vores kolleger i København, blev han i går anholdt i Københavns Lufthavn, lige inden han forsøgte at komme ud af landet,” siger efterforskningschef Flemming Nørgaard.
