En 20-årig mand blev sent onsdag aften varetægtsfængslet i 14 dage ved et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet efter straffelovens §241 a – trafikdrab – ved den 23. juni kl. ca. 23.45 at have kørt en bil ind igennem et hus på Hindøvænget i Tilst og påkørte en 64-årig kvindelig beboer, der blev dræbt på stedet.
Ifølge sigtelsen kørte den 20-årige med en hastighed på 109 km/t på villavejen, hvor den tilladte hastighed er 40 km/t.
Den 20-årige nægtede sig skyldig i trafikdrab og forklarede i retten, at han ikke på noget tidspunkt bemærkede, at politiet kørte bag ham, og at han ikke mente, at han havde kørt så stærkt.
Der var fire mænd i bilen, og ingen af dem kom alvorligt til skade. De tre andre mænd er ikke sigtet i sagen og er blevet løsladt.
Østjyllands Politi fik tirsdag aften en anmeldelse om, at flere biler kørte hasarderet rundt på en p-plads ved Bilka i Tilst. I den forbindelse ville en patrulje bringe en bil til standsning, og da føreren ikke standsede, blev bilen kortvarigt eftersat.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker selve eftersættelsen, og derfor kan Østjyllands Politi ikke oplyse yderligere om forløbet op til påkørslen.
